Aflytning?

Under vores besoeg i Datong (kulmine by paa 5 millioner indbyggere) for at se det haengende tempel, besoegte vi et te-hus. Vi blev vist op paa foerste sal, og ind i et lille fint rum hvor der var rettet an til en te-cerermoni. Vores tjener gav os te-listen, der udelukkende var paa kinesisk og overlod os til os selv.

Vi kiggede lidt paa listen, lidt paa hinanden og sukkede dybt. Der var ingen chance for at vi kunne ramme rigtigt paa en liste der indeholdt priser fra 25 yuan til 1800 yuan. Efter to minutter kigger tjeneren ind. Hun er desvaerre ikke til nogen hjaelp overhovedet, og da hun kan se at vi ikke er de proffe te-drikkere, beder hun os foelge med. Vi undre os lidt, men er lydige kunder. Vi bliver ledt hen til et usselt aflukkede med et lille vakkelvorent traebord og tre skamler, lidt af en omvaeltning fra det luksurioese rum med opdaekning! Hvad der er endnu mere mystisk, er at der paa bordet staar en taendt valkie-talkie. Maaske de bare ville vaere med paa en lytter?

Hello Kitty

Hello Kitty er over det hele. Jeg har investeret i en gang Hello Kitty tandtraad, nam nam. Jeg har dog ikke brugt penge paa disse Hello Kitty bind (wtf?).

Processen

Endelig lykkedes det! Jeg kaempede med systemet og vandt.

I min soegen efter et SIM kort, fandt jeg en "China Mobile" butik som jeg hev Louise med ind i. Da vi traadte ind, blev vi moedt af de saedvanlige smil og fnisen, men ogsaa en overvaelnende service. I Kina skal der 4 forskellige ekspedienter til at oprette et telefonnummer.

Ekspedient nr. 1 har en liste over dagens ledige telefonnumre, der er aabenbart kun 20 om dagen. Naar man har valgt sit nummer, bliver det skrevet ned paa en lille seddel og man bliver ledt over til ekspedient nr. 2.

Ekspedient nr. 2 tager i mod ens pas og udfylder en tyk formular i 3 eksemplarere, samtidigt bliver der tastet febrilsk paa en computer.

Ekspedient nr. 3 modtager den nette sum af 60 yuan (45 kr) og giver en et SIM kort.

Ekspedient nr. 4 tager ens telefon, og ringer til et service nr. for at aabne for telefonen og checke at det virker.

Ekspedient nr. 5-8 kigger paa og smaa fniser under hele seancen, vi, hvide aber er ret sjove og spaende at se paa :)

Det hele tager en halv time, men saa har man ogsaa et helt friskt mobilt kina nr. (+86 158 1155 0421). Jubii, og skriv saa en SMS!

Kundeservice.

Jeg vender lige tilbage til begyndelsen.

Da jeg skal igennem imegrationslinien i lufthaven, sidder der en soed kineserpige og checker mine papirere. Hurtigt og effektivt maa jeg sige, her kan USA laere lidt.

De kan ogsaa laere noget om kundeservice. Foran den soede pige er der nemlig et evalueringspanel hvor man kan angive om man har vaeret glad med hendes service. Der kan vaelges fra 4 smiley faces og der er en taeller, der taeller hvor mange glade kunder der har vaeret igennem.

Ankommet

Saa er jeg ankommet til Beijing!

Foerste indtryk:
Kinesere er behaglige, og kan godt lide at stirre en ekstra gang.
Her er ingen street art.
Mine engelskkundskaber er helt ubruglige.
Den kinesiske reklame dialekt forstaar jeg ikke. Alle butikker ligner mobilforhandlere, men ingen er det.
Kinesere kan ikke laese kinesiske stednavne der er skrevet paa vesterlandsk.

Jeg har vaeret paa udkig efter et SIM kort til min mobil, saa Louise og Cecilie kan komme i kontakt med mig naar de en gang ankommer. Det er jo ikke saa smart hvis de bliver noedt til at vente et par timer her paa "Red Lantern House" mens jeg er ude at foejte.

Men der er overraskende faa mobilforhandlere, og dem der er, saelger ikke SIM kort. Men det maa vaere morgendagens projekt.

Flyveturen var fin. SAS er er bare lige en tand bedre end saa meget andet. Og jeg havde den dejligste stewardesse siddende over for mig, hun soergede for at jeg fik adressen paa "Red Lantern House" skrevet med kinesiske tegn (se oven for).

Nu vil jeg tage mig en lille lur, inden jeg skal have en gang aftensmad. Jeg glaeder mig allerede (til aftensmaden).